Christel Trøstrup
Jeg hedder Christel Trøstrup og jeg har flere uddannelser til grund for min måde at være konsulent på. Jeg er uddannet sygeplejerske, cand.pæd.psyk, psykoterapeut og så er jeg PhD fra Københavns Universitet. Jeg har også ledererfaring og bestyrelseserfaring. Jeg har arbejdet med uddannelse og formidling i hele mit arbejdsliv. Siden 2021 har jeg været selvstændig med min virksomhed Friborgen. Her arbejder jeg med at etablere og udvikle menneskevenlige organisationer. Det er en glæde for mig at kunne gøre det sammen med Ellen og Jan også.
Ledelse er for mig noget, der handler om både mennesket og ledelsesrollen. Jeg mener, at det at kunne reflektere og at iagttage sig selv er noget, der kontinuerligt skal være genstand for lederens opmærksomhed. De værdimæssige ståsteder, som ledelse praktiseres ud fra, er man nødt til at kende og genbesøge for kontinuerligt at udvikle sig som menneske og leder. Jeg er særligt optaget af det personlige ledelsesgrundlag som kerneelement i at kunne tage ledelse på sig. Det er ikke alle, der skal være ledere, men vi kan være fælles om at drive vores organisationer i de retninger, vi mener, vi kan være i som mennesker. Alle kan bidrage på hver sin måde.
I min rolle som konsulent taler jeg med alle i organisationen, fordi ledelse kan betragtes som en hel organisme, der er sat sammen af de mange bidrag. Jeg arbejder både med ledere og specialister, fordi den distribuerede ledelse også er vigtig at medtænke ift organisationens strategi. Jeg er i min praksis inspireret af Ralph Stacey, som blandt andet taler om ledelse som forudsigeligt og uforudsigeligt. Dette betyder, at lederen til stadighed skal arbejde på at forstå, hvad der sker i praksis ved at engagere sig i hvordan medarbejderne forstår det, de gør. Det kræver at lederen svømmer i praksis som i en sø – sammen med medarbejderne. Desuden skal lederen kunne se praksis lidt udefra – som en pilot, for at kunne se det hele lidt fra oven. Denne proces kan jeg give følgeskab i.
Som menneske er jeg oprigtig interesseret, inviterende, nysgerrig og jeg er optaget af at af-selvfølgeliggøre lederens praksis. På den måde opnår man ny indsigt og udsigt, ift det man står i. Det er mit udgangspunkt altid at se på det gode, der allerede er og de ressourcer, der findes i organisationen. Der er meget at bygge på – og det gode skal tages med i udviklingen af organisationen. Jeg kan både tænke dybt og bredt – og derfor oplever mennesker ofte en følelse af lettelse, eller af at være blevet klogere, når de har talt med mig.
Jeg ønsker at udvikle organisationer – særligt gennem ledelse. I min optik kræver det en refleksiv praksis og viden om ledelse og samarbejde. Jeg vil gerne bidrage til at morgendagens organisationer bliver mere menneskevenlige, for det mener jeg at vi får mere behov for i fremtiden. Vi kan ikke erstatte alt med teknologi. De menneskelige møder og dialogerne vil fortsat være vigtige at have, praktisere og udvikle.
Christels specialer og fokusområder
-
Det personlige ledelsesgrundlag
At kende sit eget ståsted værdimæssigt er vigtigt. Hvis mennesker går for meget på kompromis med det, man dybest set vil og tror på, bliver man fortvivlet. Jeg kan understøtte udviklingen af et personligt, værdibaseret ledelsesgrundlag.
-
At stille spørgsmål
Den bedste måde jeg kender, til at blive klogere på sig selv og hvorfor man gør som man gør, er at stille refleksive spørgsmål. Samtalen kan fortsætte et helt liv, hvis man som interesseret lytter og spørger, insisterer på at undersøge righoldigheden i den andens liv.
-
At anvende flere måder til refleksion
For mig er refleksion ikke alene noget, der sker i tanken. Jeg har været formidler mange år og arbejder aktivt med at vi lærer forskelligt. Derfor har jeg flere metoder og måder at understøtte refleksion på. Det kan være med tavle, figurer, spil eller i naturen.
-
At være menneske først og fremmest
Trods mit eget fokus på at være godt uddannet, så er det vigtigt for mig først og fremmest at være menneske. Det vil sige at jeg er autentisk og oprigtigt interesseret i mødet med andre, der gerne vil arbejde sammen med mig.